WCF BasicHttpBinding: ProxyAddress og UseDefaultWebProxy

En genereret tjenesteklient kan både have et tjenesteslutpunkt og proxyrelaterede bindingindstillinger. Begynd med at afgøre, hvilken adresse der hører til hvilken rolle. SOAP-tjenesten forbliver destinationen; ProxyAddress angiver en mellemled.

For BasicHttpBinding vælger UseDefaultWebProxy den automatisk konfigurerede proxyadfærd og er som standard true. Microsofts kontrakt understøtter ikke at kombinere den true-værdi med en eksplicit ProxyAddress, der ikke er null. Gør valget sammenhængende i stedet for at tildele begge og antage, at den ene lydløst vinder. For en offentligt tilgængelig SOAP-tjeneste på en tilladt uautentificeret offentlig proxy-rute leverer HTTP-proxylisten kandidatadresser til ProxyAddress; behold ingen proxylegitimationsoplysninger fra et andet slutpunkt.

Kontroller den binding, som slutpunktet faktisk bruger

En hjælper kan opbygge den korrekte binding, mens den genererede klient stadig bruger et andet konfigureret slutpunkt. Undersøg den binding, der er tildelt det fejlende kald. Ændring af en konfigurationspost, som klienten aldrig valgte, kan ikke påvirke dens rute.

Skeln derefter mellem typen af proxylegitimationsoplysninger og typen af legitimationsoplysninger til tjenesten. En adgangskode, som SOAP-tjenesten kræver, er ikke automatisk en konto til det valgte netværksmellemled.

Transportens sikkerhedstilstand er en anden beslutning. At skifte til en tilstand med kun legitimationsoplysninger, blot fordi et gammelt svar foreslår det, ændrer transportantagelserne; det beviser ikke, at ruten eller kontoen er korrekt. Bevar destinations-TLS som tilsigtet, og brug den godkendelsesordning, som den udrullede WCF-klient og proxy understøtter.

En nyttig diagnostik angiver tjenesteslutpunktet, den valgte proxykilde, bindingforekomsten og det første svarstadie. Det indsnævrer en 407, uden at gøre en genereret tjenesteklient til en samling af urelaterede konfigurationsgæt.